Green Key

KeyNews nr. 1 - Januar '12

Hent nyhedsbrev i pdf 

Bæredygtigt EU formandskab - også med Green Key

 

Danmark har netop fået formandskabet for EU og i forbindelse med dette bliver der også spillet på den grønne streng. Udover at regeringen ønsker at sætte bæredygtighed på dagsordenen, arbejder en arbejdsgruppe med bl.a. Udenrigsministeriet, VisitDenmark, Wonderful Copenhagen, Bella Center, SAS og HORESTA for at gøre afholdelsen af formandskabet, så bæredygtigt som muligt. Samtidig promoveres Danmark, som en grøn og ansvarlig nation. I forbindelse med projektet er der netop lanceret en hjemmeside www.sustainableeventsdenmark.org, som ønsker at fremhæve en masse gode cases fra Danmark, herunder fra Green Key.

De relevante EU møder bliver afholdt på Green Key mærkede mødesteder. Udenrigsministeriets mødecenter Eigtveds Pakhus er netop blevet belønnet med Green Key, mens Bella Centret tidligere blev godkendt i forbindelse med klimatopmødet COP15. Når formandskabet efter 3 måneder flyttes til Horsens holdes møderne på Hotel Opus, som også har Green Key og på Horsens Forum, som er i gang med at blive mærket med Green Key. 

 

 

Grøn søgefunktion på touristonline.dk

 

Nu er det gjort lettere at booke grønne hoteller. Som det fremgår af HORESTA´s rapport ”Grøn Turisme”, har det ikke tidligere været muligt at søge på miljømærkede virksomheder på www.touristonline.dk og www.hotel.dk. Det er nu ændret, så der kan søges på Green Key certificerede steder. Søgefunktionen vil også kunne bruges på bookingdelen på VisitDenmark.dk på dansk, engelsk og tysk, samt på de regionale og lokale turisthjemmesider.

Også Kursuslex har tilføjet søgefunktion efter ”Den Grønne Nøgle” og Svanen m.fl.

 

 

Grøn markedsføringsværktøjskasse

 

Green Key har lanceret en værktøjskasse, som kan understøtte markedsføringen af medlemmernes grønne profil.

Undersøgelser fra bl.a. rapporten ”Grøn Turisme” viser, at flere og flere kunder efterspøger grønne turistvirksomheder, men også at de har svært ved enten at finde den grønne virksomhed eller se at de er på et sted, som gør en indsats. Værktøjskassen kan inspirere og hjælpe medlemmerne med at gøre en yderligere indsats for at fortælle gæster og omverdenen om deres indsats.

Alt materialet kan bruges direkte, men meget af det kan også tilpasses til virksomheden enten med tilføjelse eller udskiftning af logo, billeder og tekst.

Green Key medlemmer kan hente materialet på en intern side.

 

 

Ny international hjemmeside med kortfunktion

 

Den internationale hjemmeside www.green-key.org er blevet relanceret i en ny og forbedret version. Der er tilført en kortfunktion, så potentielle kunder kan gå ind på et Danmarkskort og nemmere finde Green Key steder.
Kortfunktionen ønskes senere integreret på den danske hjemmeside ved en fornyelse af www.green-key.dk.

 

 

Reviderede Green Key kriterier træder i kraft

 

Green Key ønsker at blive branchens stærkeste miljømærke på antal og krav. For over et år siden godkendte styregruppen reviderede kriterier for 2012 efter en høring blandt medlemmer og relevante interessenter. Disse kriterier træder nu i kraft, og hovedpunkterne for ændringen er følgende:

  • Frivillige kriterier er ændret til pointkriterier. Der skal opnås 25 % af det samlede antal point for at få og fastholde Green Key.
  • Nykøbskriterier er fjernet, så der kun er obligatoriske og pointkriterier.
  • Der er tilført nogle obligatoriske kriterier samt en del pointkriterier.
  • Kriterierne har fået en mere logisk rækkefølge indenfor de forskellige områder.

Sekretariatet har udsendt et individuelt opdateringsskema til alle hoteller, konferencesteder, restauranter og Danhostels. Opdateringsskemaet indsamler information om ændringer og om pointkriterierne og det samlede pointantal.

Læs mere på: www.green-key.dk/Om%20DGN/Kriterier2012

 

 

5 nye Green Key idrætsanlæg og overrækkelse i Værløse

 

Idrætshaller mødes i stigende grad med krav fra omverdenen om at tage miljøansvar og udviklingen i antallet af Green Key virksomheder viser, at der gået sport i at passe på miljøet. Omkring årsskiftet er der 5 idrætsanlæg, som er blevet mærket med Green Key. På Sjælland drejer det sig om Værløse Svømmehal, Dansborg hallen i Hvidovre og Ejby Hallen ved Glostrup, mens det i Jylland er Augustenborghallen i syd og Tarm Idrætscenter i nordvest, som er belønnet med Green Key.

Værløse Svømmehal fejrede den internationale anerkendelse med en reception for gæster, ansatte og andre miljøforkæmpere den 13. januar kl. 14. Karl-Åge Søltoft fra Halinspektørforeningen kom og overleverede certifikatet, og så der var smagsprøver fra det økologiske udvalg i svømmehallens café.

Formand for Furesø Kommunes Miljø-, Teknik- og Erhvervsudvalg Preben Sandberg Petterson har udtalt ”Jeg er imponeret over svømmehallens fine resultater, der viser, at der kan vindes anerkendelse ved at kombinere en klimaindsats, der reducerer ressourceforbruget, gør noget godt for miljøet og holder driftsomkostningerne nede.”

 

 

Ecover sponsorerer Green Key

 

Ecover har indgået en sponsoraftale med det internationale Green Key kontor. Ecover tilbyder sikre alternativer til professionelle rengøringsmidler med en bred vifte af vaske- og rengøringsmidler. Ecover ønsker med et komplet udvalg af professionelle vaske- og rengøringsmidler at gøre det nemt for virksomheder at passe på miljøet uden at gå på kompromis med produktets kvalitet.
Kontaktperson fra Green Key medlem Hotel des Princes og Hotel du Parc i Belgien udtaler: "Vi har benyttet rengøring med Ecover Professional i 4 år. Vores rengøringsmedarbejdere bruger produkterne overalt, og både de og gæsterne er meget tilfredse med resultatet. Læs mere på: www.ecover-professional.com.

 

 

Få ny inspiration til dit økologiske sortiment

 

På Ledernes KonferenceCenter ved Odense kan du torsdag den 19. januar 2012 kl. 11.00 - 17.30 få ny inspiration til det økologiske udbud på dit menukort eller til din mødeforplejning.

Ledernes KonferenceCenter og Økologisk Landsforening præsenterer denne dag 25 virksomheder, der fremviser deres økologiske produkter, og der er rig mulighed for at høre om, hvordan du kan få mere økologi i dit sortiment.

Varerne, du møder på denne messe, er målrettet restaurantbranchen. Det kan f.eks. være varer, der er nicheprægede, der kan leveres i små anretninger, portionsstørrelser eller lignende.

Hør desuden om, hvordan du kan markedsføre din forretnings økologiske profil, eksempelvis med Det Økologiske Spisemærke.

Tilmelding skal ske hurtigst muligt hos Tom Pedersen hos Ledernes KonferenceCenter på www.conferencemanager.dk/lkc-okomesse2012

 

 

Spar på vandet med KeyWater

 

Spar 1,5 mio. l vand og omkring 55.000 kr. på 10 år ved skift af offentligt toilet til dobbelt skyl eller 730.000 l vand og 35.000 kr. på 10 år pr. offentlig håndvask ved at skifte armaturer.

Ovenstående er fra nogle beregningseksempler fra KeyWater. En virksomheds besparelse afhænger naturligvis af virksomhedstype, hvad der allerede er iværksat, størrelse, prisen på vand etc. Men generelt er konklusionen, at man kan spare både vandforbrug, penge og måske tid ved at iværksætte flere vandbesparende initiativer, og de har ofte en kort tilbagebetalingstid.

KeyWater er sendt ud til alle medlemmer og skal gøre det endnu nemmere for Green Key virksomheder at spare på vandet. Det sker ved råd, beregningseksempler og cases fra branchen.