Green Key

Pressemeddelelse: Rekordmange hoteller får miljømærke

3. juni 2009

Interessen for turismens internationale miljømærke Den Grønne Nøgle er enorm blandt de danske hoteller.

Alene inden for det sidste år har der været en stigning på 78 pct. i antallet af hoteller, der er blevet certificeret med mærket.

Det betyder at tallet i april 2008 var 27 hoteller med i mærkeordningen, mens tallet i april 2009 er 48 hoteller.

Det er især hoteller i og omkring København, der tegner sig for den markante stigning. Den store interesse for at blive certificeret med Den Grønne Nøgle skyldes ikke mindst det kommende klimatopmøde i København.

- Der er intet, der tyder på at efterspørgslen bliver mindre frem til topmødet. Udfordringen kommer med at skulle holde fokus efter december. Men vi ved at hotellerne også er meget interesseret i mærkeordningen, fordi flere af kravene for at få mærket kan være med til at reducere ressourceforbruget, siger sekretariatsleder i Den Grønne Nøgle, Mikal Holt Jensen.

Blandt de nyeste hoteller med miljømærket er de fire Brøchner hoteller i det indre København – Hotel Danmark, Hotel Fox, Ibsens Hotel og Hotel Kong Arthur - samt Hotel Maritime samt Marriott Copenhagen.

For at blive tildelt Den Grønne Nøgle kræver det, at virksomhederne lever op til en række strenge miljøkrav i form af cirka 70 konkrete kriterier, der er blevet løbende opdateret, siden de blev vedtaget i starten af 1990’erne.

Miljømærket er repræsenteret i 13 lande og er på grund af stigende efterspørgsel fra udlandet på vej til at skifte navn til Green key. Mærkeordningen har sekretariat i HORESTA.

Læs mere på www.green-key.dk