Stadig grøn interesse hos hoteller og idrætsanlæg
20. maj 2010
Det grønne fokus ser ud til at være kommet for at blive. Således er 3 hoteller og 2 idrætsanlæg i løbet af foråret blevet certificeret med Green Key.
Det drejer sig bl.a. om Copenhagen Admiral Hotel, det nybyggede lavprishotel i Ørestaden CABINN Metro samt Best Western Hotel City i København, som er det tredje hotel i Best Western kæden, der har fået miljømærket. De to idrætsanlæg i Fredericia, Fredericia Idrætscenter og Erritsø-hallen.
- Vi har selvfølgelig været spændt på, hvordan udviklingen ville gå efter Klimatopmødet. Men vi har med glæde kunne konstatere, at interessen for at gøre en indsats for miljøet ikke er en døgnflue i branchen, siger sekretariatsleder i Green Key, Mikal Holt Jensen.
Nedenfor kan du læse lidt mere om de nye certificerede virksomheder:
- Best Western Hotel City i København er det tredje Best Western hotel i Danmark med nøglen foruden Best Western Nyborg Strand, som kom med februar, og Hebron som blev godkendt i 2009. Hotel City har længe arbejdet med at gøre sig klar til certificeringen og får leveret strøm fra DONG's vedvarende energikilder. Læs mere…
- Det nybyggede lavprishotel i Ørestaden CABINN Metro er også blevet certificeret. CABINN arbejder løbende med at mindske belastningen på miljøet, og energiforbruget til opvarmning holdes lavt, fordi hotellets værelser er mindre ned normale værelser. CABINN Metro er en moderne bygning med høj isoleringsstandard og er bygget med mange tekniske løsninger, som er med til at holde energiforbruget nede. Læs mere…
- Som tidligere medlem af ordningen har Copenhagen Admiral Hotel haft gode forudsætninger for at blive certificeret. Selvom hotellet i en periode ikke har været med, har de fortsat arbejdet med miljøet – en indsats som de har intensiveret op til certificeringen med Green Key. Læs mere...
De to certificerede idrætsanlæg ligger begge i Fredericia.
- Fredericia Idrætscenter er med sine 23.000 m2 et af Danmarks største idrætsanlæg samlet under ét tag, og byder på et sandt mylder af aktivitetsmuligheder.
- Erritsø-Hallen er en sportshal i Fredericia, der har svømmehal og gode faciliteter for træningslejre, kurser & udstillinger.
Begge steder har de udarbejdet en god miljøpolitik og detaljerede og omfattende miljømål, som viser, at de begge er ambitiøse på miljøets vegne. Organisationen er også på plads med et meget velforberedt og engageret team bag miljøarbejdet bestående af miljømedarbejdere, ledelse og et kommunalt miljøteam fra Fredericia Kommune.