Vi elsker bæredygtige fisk

Overfiskeri, fangstmetoder, udvinding af ressourcer fra havet samt forurening udgør en stor trussel mod en lang række fiskebestande.  Ved at indkøbe de rette fisk undgår du at belaste fiskebestanden yderligere.

Køb fisk med enten ASC eller MSC-mærket og ellers kan du tjekke WWFs hjemmeside www.hvaforenfisk.dk, hvor fisk mærkes med rød, gul og grøn alt efter hvor truede de er.

 www.hvaforenfisk.dk

WWF Verdensnaturfondens fiskeguide kan bruges, når du køber ind. Det anbefales, at du køber fiskene på den grønne liste. Hvis ikke du kan få de grønne fisk, så gå efter de gule og lad de røde ligge. På hjemmesiden kan du hente en app, så du kan klikke på din fisk! - og bliv klogere på, hvorfor den er klassificeret som Grøn, Gul eller Rød. 

Køb fisk med MSC-mærket

Hvis du vil være sikker skal du gå efter fisk mærket med MSCs miljøstandard.

MSC står for The Marine Stewardship Council og er en miljøstandard for bæredygtigt fiskeri og er den standard, som et fiskeri skal opfylde for at blive MSC-certificeret. Kun fisk og skaldyr fra et MSC-certificeret fiskeri må bruge det blå MSC-mærke og gælder kun fiskerier, der arbejder med vildtfangst – uanset størrelse, type eller geografisk placering, men gælder ikke fisk i opdræt.

Køb fisk med ASC-mærket

ASC eller Aquaculture Stewardship Council er en miljømærkningsordning for opdrættede fisk og skaldyr, der blev grundlagt I 2010 af WWF og Dutch Sustainable Trade Initiative (IDH) for at skabe en institution, der kan forvalte en række globale standarder for bæredygtig og ansvarlig akvakultur.

WWF var i 2010 en af initiativtagerne til ASC (Aquaculture Stewardship Council), som er en international, uafhængig, nonprofit mærkningsordning for ansvarligt opdrættet fisk og skaldyr.