1265X500px Green Key 1265X500

Odense Congress certificeres med  Green Key

Efter mange måneders arbejde og flere markante investeringer kan OCC nu kalde sig et Green Key-certificeret mødested – og et af de største konferencecentre i landet med ”Den Grønne Nøgle”.

Det skal være muligt at holde møder, konferencer, fester og messer med god samvittighed. Derfor har Odense Congress Center blandt andet brugt corona-nedlukningen til at foretage en lang række ændringer og justeringer, så vi i dag lever op til de strenge krav for bæredygtighed i Green Key-miljømærkningen.

Green Key er et internationalt mærke, som gives til virksomheder, der gør en ekstra indsats for at beskytte miljøet. Green Key findes på flere end 3.000 virksomheder i omkring 60 lande – og nu altså også på OCC.

Ændringer fra kælder til kvist
For at blive Green Key-certificeret skal et mødested leve op til en liste med flere end 100 separate krav, lige fra affaldssortering og grøn energi til økologi og miljømærkede rengøringsprodukter.

Mange af punkterne på listen kunne OCC allerede krydse af, mens andre har krævet markante ændringer i vores faciliteter og måden, vi køber ind, arbejder og forbruger på.

Det har blandt andet betydet montering af flere end 140 betjeningsfri og vandbesparende armaturer, en omfattende udskiftning af loftslys med energivenlig LED og implementering af et helt nyt affaldssorteringssystem for både gæster og medarbejdere.

En af dem, der ser frem til en grønnere arbejdsdag, er Anne Mette Hvass, Head of Sales på OCC:

– Jeg er glad for, at vi hos OCC er med til at gøre en forskel for miljøet, og at vi nu bidrager endnu mere til miljøarbejdet i vores branche. Green Key-verificeringen er med til at styrke OCC’s position som en moderne spiller i kultur- og erhvervslivet, der gør en forskel for både vores gæster, medarbejdere, byen og klimaet, fortæller hun og fortsætter:

– Vi har længe haft et grønt fokus, men med certificeringen har vores kunder og samarbejdspartnere nu garanti for, at der er konkret handling bag de grønne intentioner.

Det grønne møde
På trods af det omfattende arbejde bag den nye miljømærkning, så vil gæster på OCC ikke opleve den store forandring, når de besøger matriklen – og det er netop meningen, forklarer konferencechef Lone Palm:

– Målet for os har været at tage et endnu større miljømæssigt ansvar, og at hjælpe vores gæster med at gøre det samme, uden at gå på kompromis med kvaliteten i besøget. Faktisk betyder flere af de nye, grønne tiltag opgraderinger af gæsteoplevelsen – for eksempel den øgede økologi og de lokalt producerede råvarer, som fremover vil fylde endnu mere på menukortet.

Med Green Key-certificeringen har vi på Odense Congress Center forpligtet os til at støtte op om arbejdet med at beskytte vores miljø og klima. Vi lever af at bringe mennesker sammen, og med det følger et ansvar om at gøre møder, konferencer, fester og messer grønnere, så både vi og vores gæster kan se hinanden i øjnene – nu og i fremtiden.