Magnetiskkalkfjerner2

Magnetisk kalkfjerner giver miljøfordel på hoteller

Savoy Hotel, Hotel Alexandra og Hotel Sct. Thomas i København har installeret magnetisk kalkfjerner, som gør vandet blødt, giver bedre smag og mindre kalk og vedligeholdelse. Det betyder mindre brug af vand og rengøringsmidler og giver længere levetid på rør og sanitære faciliteter.

En magnetisk kalkspalter kan forhindre og fjerne kalk- og bakteriebelægninger i vandrør og på varmelegemer i vaske- og opvaskemaskiner.

Ved montering af magneter skulle der opstå et magnetisk spændingsfelt, som gør, at kalken ikke kan aflejres i rør og på varmelegemer, men i stedet føres ud med vandet.

Hvilke typer magnetiske kalkspaltere findes der?

Der findes flere forskellige produkter på markedet, som benytter magnetisk behandling af vandet. Produkterne fungerer på forskellige måder, og priserne varierer.

De billige kan du selv montere på dit vandrør. På de lidt dyrere modeller løber vandet direkte igennem apparatet, og ved hjælp af magnetisme nedsættes vandets overfladespænding. Den type skal du have en autoriseret vvs-installatør til at montere.

Hvad er fordelen ved at fjerne kalk fra vandet?

Det vand som vandforsyningen leverer, indeholder mere eller mindre kalk, afhængigt af, hvor i landet du bor. Kalk forkorter levetiden på varmtvandsbeholdere, vaske- og opvaskemaskiner, rør og fittings.

Apparaterne virker heller ikke så godt, fordi kalken sætter sig fast på varmelegemerne, og de bruger dermed mere energi. Det koster 6 gange mere energi at pumpe 12 liter vand pr. minut gennem et rør med en diameter på 20 mm, hvis røret har en kalkbelægning på 3 mm.

Kalk sætter sig også på håndvaske, i toiletter, på fliser og på varmelegemet i elkedler og kaffemaskiner, og det kræver ekstra rengøring. Ofte med kemikalier, der ikke er særlig miljøvenlige.