Carsten Kjær Fra Ribehøj Er Temaprisvinder I Region Sydjylland 2021 Pressefoto Pwc1x Scaled

Bæredygtighedspris vundet af biohotel

Carsten Kjær har modtaget prisen som Årets Regionale Temaprisvinder i region Sydjylland ved Årets Ejerleder 2021

Han får prisen for sine bæredygtige resultater og for at vise vejen med ambitiøse bæredygtige visioner for fremtiden. ”Ribehøj” mellem Kolding og Esbjerg er vel nok Danmarks ypperste bud på et biohotel, hedder det i begrundelsen for valget. PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans står bag Årets Ejerleder-priser. Det skriver PwC, PricewaterhouseCoopers, den globale revisions- og konsulentvirksomhed, i en pressemeddelelse.

Prisen som Årets Regionale Temaprisvinder i region Sydjylland fik Carsten Kjær overrakt ved en regionskåring i PwC’s lokaler i Vejle. Ribehøj har fire værelser og 12 suiter.

Mogens B. Sørensen, regionsdirektør i Nykredit, siger i pressemeddelelsen: ”De kommende år hos Ribehøj byder på bæredygtig wellness, skovrejsning og udvidelse af hotellet. Alt sammen midt i ingenting og på et sted, hvor hverken køer, hjorte eller campingplads tidligere blev nogen økonomisk succes – men det blev biohotellet under kyndig ledelse af Carsten.”