scion-dtu

Nordea Invest med grønt mødekoncept holder møder Søhuset i Hørsholm og savner flere certificerede venues

Nordea Invest har grønt mødekoncept, og har bl.a. holdt investeringsmøder på Green Key mærket Søhuset i Hørsholm, men savner flere certificerede venues.

Foto: Christina Wejlemann, Director of Conference og Mikael Gyllinge F&B Manager hos Søhuset Konferencecenter.

Anne Scheffel er Event Manager hos Nordea Invest og står for ca. 50 investeringsmøder  om året på mellem 150-700 deltagere for nuværende og potentielle investeringskunder.  Nordea Invest har højt fokus på bæredygtige investeringer, og har derfor også indført grønt/bæredygtigt mødekoncept på deres investeringsmøder, men  efterlyser flere certificerede venues  i Danmark og et større fokus på  lækre vegetarretter.

I Nordea findes også en afdeling, som arbejder med bæredygtig investering. Her arbejder 30 eksperter, som rejser rundt i hele verden og besøger virksomheder bl.a. for at sikre at miljøkravene overholdes.  Hvis kravene ikke overholdes og virksomheden ikke er villig til at ændre på forholdene, så trækker Nordea Invest deres investeringer ud.

I 2019 er Nordea Invest  hovedsponsor på kampagnen ”Danmark for Målene”, som turnerer rundt i Danmark for at udbrede kendskabet til de 17 Verdensmål. Karavanen  besøger 48 byer 6 gange.

Derfor går Anne Scheffel meget højt i bæredygtighed, når investeringsmøderne skal planlægges. Bl.a. har hun udarbejdet et koncept for bæredygtige investeringsmøder i Nordea Invest. Her har hun lagt vægt på nedsættelse af CO2 forbruget, og det sker ved bl.a. ved ingen servering af okse- og lammekød, brug af lokale råvarer, fokus på begrænsning af madspild, ingen brug af plast.  Alt det merchandise der bliver uddelt på møderne, er også printet på bæredygtigt papir og muleposer er af bæredygtigt certificeret materiale.

For at deltagerne ikke skal få følelsen af, at der mangler noget i forplejningen, så oplyser mødelederen fra scenen, om, at maden er klimavenlig. .

Når det er muligt geografisk, så vælger Anne altid et venue med en grøn profil, men hun savner nogle flere steder i Jylland. Hun efterlyser et større udbud af og fokus på flere lækre vegetarretter på venues. Hvis den grønne omstilling skal lykkes i form af at vi skal spise mindre kød, så et det også vigtigt, at de grønne retter smager så godt, at folk ikke oplever, at de mangler noget.   

Hvis et venue er certificeret, så er det en stor hjælp for Anne i hendes arbejde, for så skal hun ikke bruge en masse tid på research om tingene er bæredygtige og opfylder forskellige standarder.

Hun anbefaler, at andre mødeplanlæggere stiller højere krav til leverandørerne og vælge dem fra, som ikke kan opfylde de grønne krav.

Anne har valgt Søhuset i Hørsholm pga. beliggenheden, deres flotte auditorium og grønne køkken.