Mrgreenkey

Mr. GREEN Key og det grønne arbejde skal ikke hjem men videre…

Efter 15½ år som miljøchef og sekretariatsleder for Green Key stopper Mikal Holt Jensen i HORESTA op til påske. Han starter den 15. april som Senior Project Manager i VisitDenmark i Partnerskabet for bæredygtig turismeudvikling sammen med Wonderful Copenhagen, MeetDenmark og Dansk Kyst- og Naturturisme.

Som Senior Project Manager skal Mikal Holt Jensen året ud arbejde i ”Partnerskab for bæredygtig turismeudvikling”, der har til opgave at fremme den grønne omstilling af dansk turisme og bidrage til at nå det nationale mål om at reducere CO2-udslippet med 70 pct. i 2030.

Partnerskabet er i gang med at sikre et overblik over væsentlige initiativer i den grønne omstilling af turismen og sikre løbende vidensdeling af disse.

”Det er en drøm som går i opfyldelse, at jeg nu skal arbejde med bæredygtig turisme i VisitDenmark i tæt samarbejde med Wonderful Copenhagen, MeetDenmark og Dansk Kyst- og Naturturisme. Jeg har fra min start i HORESTA arbejdet for udviklingen af en bæredygtighedsstrategi for dansk turisme. Den blev lanceret i 2022 og nu kommer jeg endnu tættere på at være med til at effektuere den.” udtaler Mikal Holt Jensen.

Startskud var COP15

Mikal Holt Jensen startede i HORESTA i november 2008 efter at have arbejdet 10 år i Friluftrådet med Blå Flag for strande og havne og bæredygtig turisme i Region Sjælland.

Det skete op til klimatopmødet CO15 i København, hvor en af de første opgaver var sammen med bl.a. Udenrigsministeriet, Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, SAS og VisitDenmark arbejdede at gøre selve afholdelsen af topmødet mere grønt. Det betød at rigtig mange københavnske hoteller og Bella Center blev mærket med Green Key, hvilket også affødte en ISO 20121-certificertificering for bæredygtig afvikling.

Dette samarbejde fortsatte senere under det danske EU-formandskab i 2012, hvor indsatsen også spredte sig til Jylland. Begge dele var med til at genstarte Green Key, som tidligere var ved at lukke ned pga. manglende interesse.

Vækst på 20 % i 2023

”Det har været en fantastisk grøn rejse turistbranchen har været på. Jeg har været stolt af, at jeg sammen med kollegaer, samarbejdspartner og branchens virksomheder har bidraget til at antallet af miljømærkede turistvirksomheder er 4 doblet i de seneste 15 år, og at næsten alle større kæder og betydelige overnatningssteder og konferencesteder nu er med eller på vej ind i Green Key.” udtaler Mikal Holt Jensen, som uddyber ”Og det gik helt amok sidste år, hvor der kom 71 nye certificerede turistvirksomheder, hvilket gav en rekordvækst på 20 %. ”

Flere certificeringer

Succesen fra Green Key er ført over på andre typer virksomheder, hvor flere kæder nu er interesseret i Green Restaurant og Green Camping. Sammen med Wonderful Copenhagen blev Green Tourism Organization udviklet i 2018, og som nu for alvor er kommet op i gear.

I 2023 blev antallet øget med 17 til 29 mærkede organisationer bl.a. som resultat af at ordningen reelt er skrevet ind i den nationale turismestrategi.

Green Attraction lanceret i 2022

I 2022 blev Green Attraction lanceret i samarbejde mellem Danske Zoologiske Haver & Akvarier (DAZA), Organisationen Danske Museer (ODM), Foreningen af Forlystelser i Danmark (FFD), Videnspædagogiske Aktivitetscentre (VPAC), HORESTA og med støtte fra Erhvervsfremmemidler.

Blandet de fem første som blev mærket med Green Attraction i 2022 var Tivoli, Moesgaard Museum og Experimentarium. I løbet af sidste kom der 16 flere attraktioner med, som blandt andet omfattede Fårup Sommerland, Odense Zoo og ARoS. De første som kom igennem i år blev Givskud Zoo og Legoland, mens mange andre er i proces.

I 60 lande på 5.000 turistvirksomheder

Sideløbende med det nationale arbejde har Mikal Holt Jensen også være involveret i den internationale udvikling af Green Key, så det danskopfundne mærke nu findes i over 60 lande på mere end 5.000 turistvirksomheder.