img5

Økologisk bronzemærke til Sinatur

Fødevarestyrelsen har tildelt det økologiske spisemærke i bronze til samtlige af Sinaturs hoteller. Mærket viser, at andelen af økologi i Sinaturs køkkener ligger på 30-60%.

Fødevarestyrelsen har tildelt det økologiske spisemærke i bronze til samtlige af hotel- og konferencekædens seks hoteller. Mærket, der viser, at andelen af økologi i Sinaturs køkkener ligger på 30-60%, er et yderst sjældent syn i branchen – kun tre andre hoteller i Danmark har spisemærket og Sinatur er dermed også den første hotelkæde i Danmark der tildeles spisemærket.

Hos Sinatur er certificeringen en del af et større billede. Kædens hoteller har længe været mærket med Green Key – også da det hed Den Grønne Nøgle - og har gennem en årrække satset på en gradvis omstilling til en mere bæredygtig drift. Det er sket ved at gennemføre en 29 % reduktion af CO2-udledningen over fire år og Hotel Skarrildhus ved Herning er et CO2-neutralt hotel, mens det om- og tilbygningen på Hotel Storebælt i Nyborg er opført som klasse 1 lavenergi-byggeri.

”Vi vil gerne vise, at der er plads til at tage et ansvar for en bæredygtig udvikling også i vores branche, hvor der konkurreres skarpt på prisen. Det økologiske spisemærke skal ses som ét af de værdimæssige initiativer som kendetegner hvem Sinatur er. Vi oplever heldigvis også, at vores kunder i stigende grad netop efterspørger sådanne tiltag” – Henriette Kibsgaard, direktør

Økologi føles rigtigt

Økologien passer naturligt ind i Sinaturs gastronomiske univers, hvor vægten er på gode, sæsonfriske råvarer fra nære himmelstrøg, og hvor der arbejdes ud fra et dogme om, at så meget som overhovedet muligt laves fra bunden ude på hotellerne – inklusiv fx alt brød og bagværk.

“Det er meget positivt, at Sinatur kan dokumentere, hvor langt de er med økologi. Det vil blive værdsat af bevidste gæster og forhåbentlig være med til at prikke til andre i markedet.” – Dorthe Kloppenborg, Økologisk Landsforening.

Nye mål for bæredygtighed

Efter certificeringen ser Sinatur videre mod nye udfordringer, fx er en ny klimaplan under udarbejdelse, hvor der fortsat ønskes øget fokus på reduktion af klimabelastningen.